lørdag den 1. september 2012

Udfordring 2: Web2tv

Opgave:
Med udgangspunkt i de artikler du har læst og Web2TV’s mediesamling, skal du lave et indlæg på din egen blog. I indlægget skal du reflektere over hvilken betydning nye digitale udtryksformer konkret kan have for din eksisterende praksis.


Efter at have været gennem mediesamlingen vil jeg nok specielt pege på radiopodcasten med Knud Illeris. Eller rettere den temauge på Apropos, som podcasten var en del af. Dagen efter udsendelsen fra mediesamlingen, sendte Apropos et sidste opsamlingsprogram, hvor både Knud Illeris og andre deltager. Fra programmets hjemmeside står følgende citeret fra udsendelsen:

"Vores tilgang til lektier er gammeldags, for det giver ikke nødvendigvis mening, og øget kompetence, at læse et bestemt antal sider, et bestemt pensum. Måske giver det mere mening at læse færre sider og så til gengæld forstå, hvorfor man skal læse dem."
(Flemming B. Olesen, gymnasielektor i psykologi og forsker i lektier)


"For mange af dem har skolen og uddannelsessystemet været ét langt nederlag. Tidligere var det ikke så stort et problem, fordi de kunne gå ud og få et ufaglært job. Det kan de ikke i dag, og derfor bliver vi nødt til at tænke nyt og opfinde et alternativt arbejdsmarked til dem, i stedet for at forlange, at de skal tage en uddannelse og true med sanktioner, hvis de ikke gør det"
(Noemi Katznelson, lektor i ungdomsforskning og leder af Center for Ungdomsforskning ved Danmarks Pædagogiske Universitet)

"Det handler det helt basalt om, at man oplever, at det er noget, man kan bruge i sin dagligdag, og at det er noget, der forbedrer ens muligheder. Men der er en tendens til, at uddannelsespolitikerne ikke tager højde for, at folk selv har en opfattelse af, hvad de skal lære og hvornår. På den måde er der ofte en modsætning mellem samfundets krav og den enkeltes motivation"
(Knud Illeris, professor i livslang læring ved Danmarks Pædagogiske Universitet)

Jeg har udvalgt de tre ovenstående citater, fordi jeg lige nu arbejder med "afprøv-blog"-brillerne på. Jeg kunne jo skrive side op og ned om, hvad jeg ellers kan bruge de nye web2værktøjer til. Men snævrer jeg det ind til at tale blogs, får jeg her serveret nogle af de problemer, som elevens egen blog måske kan være med til at løsne op for. Netop det at give rum til reflektioner over, hvorfor de skal lære om de forskellige emner og begreber i fagene og hvad den erhvervede viden kan bruges til i deres eget liv, kan måske være med til give mening og motivation. Og ved at både forældre og jeg kan indgå i dialog med eleven om de enkelte tanker/meninger/spørgsmål håber jeg, at stoffet kan perspektiveres bedre. Og derved gøres mere meningsfuldt. 

Det er helt bevidst, jeg i starten vil arbejde med blogs, hvor eleverne ikke giver respons til hinanden. Den type respons anvender jeg i forvejen i skolen. Jeg vil gerne skabe et ekstra rum, hvor der er frihed til at udtrykke sig uanset plads i klassens hieraki, elevens evner indenfor formulering, stavning, tegneegenskaber og andre faktorer, der kan påvirke elevens følelse af at kunne skrive ærligt. Så de stakkels elever behøver kun at forstille sig overfor mig og forældrene. Det, håber jeg, letter byrden gevaldigt :)